Kære himmelske far, oplys ved dit Ord sind og tanker for os her i dag. Amen.

Dette hellige evangelium til skærtorsdag skriver evangelisten Matthæus

GUD VÆRE LOVET FOR SIT GLÆDELIGE BUDSKAB

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«
Han svarede:
»Gå ind i byen til den og den, og sig til ham:
Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«
Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.
Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«
De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
»Det er vel ikke mig, Herre?«
Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«
Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?«
Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spiste, tog Jesus et brød,
velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme.«
Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:
»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod,
som udgydes for mange til syndernes forladelse.
Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt,
før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Amen                      Matt 26,17-30

Prædiken:
Det er Jesu sidste aften...

Kan vores sidste aften i livet mon fyldes med nysgerrighed, glæde og livslyst – i et fællesskab ?
Det er noget, jeg af og til tænker over.
Nu er det jo nok, de færreste af os, der ligefrem ved, hvornår det er vores sidste dag.
Og heldigvis for det, vil de fleste sige.  Det er de færreste af os, der kommer til at sidde som Jesus med en flok venner en torsdag aften, - mens vi ved, at vi skal dø i morgen.

Men hvordan mon det var for Jesus?
Hvordan smager brødet, når man ved, man smager det for sidste gang? Hvordan smager vinen?
Hvordan føles varmen og kroppen fra et andet menneske, når man ved, det er sidste gang, man bliver rørt ved?
Selvom det nok ikke bliver helt så konkret for de fleste af os, - så kender vi måske godt fornemmelsen. Når vi har været ”på kanten af livet”, - når vi har frygtet for vort eget liv, - så kan tanken komme,
om ”at tænk hvis dette er sidste gang.
Med tanke på at det hele kan blive taget fra en,- får det vel pludselig en uendelig værdi og skønhed.

Så iblandet denne knugende angst for at miste det hele, - findes der en sødmefyldt påmindelse om livets gave og skønhed.

Men hvordan med Jesus?
Nød han mon denne sidste aften?
Lagde han mærke til blomsterduften i Getsemane have? Var han bange?
Kunne han se med glæde og taknemmelighed på det liv, han trods alt fik, -
eller kæmpede der i ham en kamp, hvor han mest af alt havde lyst til at smutte væk
og gemme sig, fordi han ville have endnu mere af dette skønne, smukke, vidunderlige liv?

Så han den kommende død som en fjende? Eller så han netop døden som en forudsætning
for livet? -

Jeg læste for nylig om de græske guder, at de, efter sigende skulle misunde menneskene vores dødelighed, der stod, at alt bare bliver smukkere, alt smager bedre, når man husker på,
at livet er på lånt tid. Med døden foran sig, - så lever man måske nok mere intenst
og derfor misunder de udødelige guder, menneskene.

Nu ved jeg jo ikke, om I ser sørøverfilm,
- det gør jeg indimellem, - og måske har nogen af jer set den sørøver-film, der hedder Pirates of the Caribien – den handler om nogle sømænd, der ved hjælp af en sørøver-skat får den eftertragtede udødelighed. Men hurtigt finder de ud af, at udødeligheden slet ikke er en velsignelse,
- men at det tværtimod er en forbandelse at leve evigt.
De kan ikke smage noget længere, - føle noget, - mærke noget.
Og det eneste den frygtindgydende sørøver-kaptajn ønsker sig er, at kunne nyde smagen af et saftigt grønt æble igen. Bare en eneste gang at kunne sætte tænderne i det søde saftige frugtkød og igen dufte og smage. Dufte og smage selve nydelsen i livet,
- alt det som gør livet værd at leve, - alt det forsvinder, hvis ikke selve livet har døden som baggrund.
Sådan var det i filmen i hvert fald.

Mens vi er børn og unge tænker vi måske ikke så meget over døden, - der er det ligesom om livet skal vare en evighed. Der er jo mange år til alderdom og død.

Men hvornår mon alderdommen begynder? Hver dag er jo et skridt nærmere døden
– både for den der er 7 år og den der er 77. Egentlig begynder aldringen vel allerede fra første åndedrag,
- men i begyndelsen overskygges det af livets grænseløse muligheder.
Og hvis man er sådan omtrent midt i sit liv, sådan som jeg var for nogle år siden, - så begynder tankerne at melde sig. Hvornår indfinder alderdommen sig?
Måske er det den dag, jeg oplever, at flere ting sker for sidste gang end for første gang?

Et barn spurgte engang en ældre kvinde: ”Hvorfor har du så mange rynker?”
Og svaret lød:
”Fordi jeg har levet så længe, jeg har grinet så meget,
og snakket endnu mere og også grædt en hel del”.

Rynkerne er historien om et levet liv, en livets gravør, som jeg hørte én udtrykke det.
Og kan vi se sådan på rynkerne, - så bliver de ikke kun et tegn på aldring,
- men også et bevis på noget indholdsrigt og smukt.
Vi siger af og til, at det eneste sikre her i tilværelsen er, at vi skal dø – men lige så sandt er det vel,
at vi lever. Døden forudsætter, at vi lever, - og livet kommer først.

Jeg hørte for nogen tid siden et tænkevækkende foredrag af en svensk præst. Han fortalte om, hvordan han som 17-årig begyndte at gå regelmæssigt i kirke.
Han hørte ikke ret meget efter selve prædikenen, - men han vågnede op, når præsten efter prædikenen sagde:
”En ny påmindelse om vores dødelighed, levnes os i dag, da det hermed meddeles, at følgende medlemmer i vores menighed er afgået ved døden”, - og så fulgte navne og alder på dem, der var døde den seneste uge.
Ordene blev for ham en påmindelse om hans egen død. Det gik ligesom an at blive mindet om den i kirken, hvor de tændte lys, salmerne og ordene bar det store og det skræmmende.
Men uden for kirken gik det ikke.
Der var talen om døden kold og frastødende.
Så kirken blev for ham stedet for de store livsspørgsmål – hvor også tanken om døden kan rummes.

Han beskrev vældigt godt, hvordan han særligt i forbindelse med nadveren oplevede et anderledes fællesskab.
Et fællesskab med ukendte, både levende og døde.
Den halve cirkel omkring alteret, som til nadverfællesskabet bliver hel – med dem vi har sagt farvel til – siddende på den anden side af alteret – det blev, for ham et stærkt og vigtig erfaring hver gang han gik i kirke.   
Netop dét ritual, som denne skærtorsdag bliver indstiftet af Jesus.
Og så er vi tilbage ved den aften for længe siden, som vi særligt mindes i dag,
- og som vi mindes hver gudstjeneste ved alterbordet.

Den halve cirkel, som bliver hel – bag alteret - i det skjulte. Knæfaldet og Alterbordet som er det sted vi kan være med alt det vi er og ikke er, med det vi måske gerne vil være.
Alle de svære tanker om livet og døden kan vi nu dele – når vi er ét med ham.

  • Modtag mit legeme.
  • Modtag mit blod. Siger Jesus. – Vi er ét i Ham.
    Amen.

Amen.

Tamira Mariann Jørgensen, sognepræst