Kære Himmelske Far, Velsign Ord og Tanker for os her i dag. Amen.

Dette hellige evangelium til 6. søndag efter trinitatis, skriver evangelisten Matthæus:

Gud være lovet, for sit glædelige budskab:

Jesus sagde:
»Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes,
kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
I har hørt, at der er sagt til de gamle:
Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.
Men jeg siger jer:
Enhver, som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin bror, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.
Når du derfor bringer din gave til alteret, og dér kommer i tanker om, at din bror har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave.
Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham,
så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren,
og du kastes i fængsel.
Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Amen.      
Matt 5,20-26

Prædiken:
I dag, 6. søndag efter trinitatis bliver vi mindet om det, vi i grunden alle godt ved,
at vrede og uforsonlighed ødelægger livet. Vi har ganske enkelt ingen fremtid sammen, den tilgivelse, både i forhold til vore nærmeste og kæreste og i forhold til Gud.
Sikke en opsang, Jesus giver os i dag, det er ikke let at komme i kirke til tiden, med en god samvittighed, hvis jeg først skal hjem og sige undskyld til alle dem, jeg synes er tåbelige – og som jeg måske oven i købet er kommet til at sige det til – eller endnu værre, har talt med andre om bag vedkommendes ryg.
At Jesus fordømmer dem, der begår drab, det er til at forstå, ikke mindst i et samfund,
hvor vi hele tiden synes at mene, at hårdere straffe er vejen frem. Ja, nogen synes endda, at selv børn ned til 12 år skal kunne straffes med fængsel.

At mordere skal stilles for en domstol,kan vi hurtigt blive enige om.

Men det er, som om Jesus med sin tale om, hvis du blot sige tåbe, om nogen,
så er det lige så slemt som et mord – bare med vore almindelige ord –
Det er som om Jesus vil sikre sig, at der ikke er nogen af os, der tænker, det her angår slet slet ikke mig – for jeg har da bestemt aldrig myrdet nogen.

Åbn din face-book eller gå ind på avisernes debatsider på internettet – og i TV – I ved selv, hvor I møder det? Der kan man godt nok se lukt ned i menneskets grimmeste og mørkeste sider.
Føj, har jeg lyst til at sige, for hvor bliver der tømt mange aggressive verbale skraldespande ud over "Helle og Lars og Pia" og mange andre, ganske sagesløse mennesker, som har turdet sige sin mening.

Der får man ytringsfrihed helt ud på den anden side af den yderste grænse, der nøjes man ikke med at kalde folk for tåber, der trives et sprog så ufattelig groft og grimt og nedgørende.
Hvorfra kommer dog al den vrede og det oven i købet i det, som regeringen nu kalder et kristent land. Nu har Jesus jo lykkeligvis ikke kendt til face-book, men når Jesus truer med helvedes ild blot for at bruge ordet tåbe, så er det lysende klart, at ingen af os kan melde hus forbi – uanset hvor pæne og ordentlige vi så ellers mener vi er til hverdag. Vi kender også til det på øen – der bliver snakket og talt nedladende om ”de andre”- eller om nogen – Jeg kommer også til det, i frustration eller økuller, måske. Eller almen menneskelighed, måske, selv om jeg hellere vil tie stille og holde mig for mig selv, end komme til at blive en del af fnidderet, der hersker, så lykkes det alligevel ikke. Det er almen menneskeligt.

Med dagens evangelium, tror jeg, Jesus i den grad sætter det på spidsen, netop for at alle vi, der nok mener, at vi vel ikke er specielt værre end de fleste andre – kan få øje på det i os selv.
– jeg tror, Jesus skærper problematikken for at vi skal blive mindet om det, som vi godt ved – alle sammen – at hvis ikke vi kan strække hånden frem, hvis vi aldrig kan få et undskyld over læberne, hvis der ingen tilgivelse findes, så har vi ingen fremtid sammen – så må vi og vore veje skilles - for altid, måske. Jeg tror Jesus med sin opsang vil minde os om, at det er livet om at gøre at blive tilgivet og at kunne tilgive. Jeg har lige læst bogen: ”Jeg mødte Jesus”.
I har måske hørt eller læst om den. I kan låne den af mig, selv om den måske har fået rigeligt med røde streger i. Den har givet stof til eftertanke – og efterlevelse også.
Charlotte Rørth her, er analytisk journalist og var ikke religiøs på nogen måde, da hun, i en kirke i Spanien, pludselig får et syn, hvor hun møder Jesus og mærker hans ubeskrivelige kærlighed – så meget, at hun ikke siden har kunnet blive den hun var, før mødet.
Hun græder nærmest hele tiden i 4 år – så svært er det at tage imod Guds ubetingede og altomfattende kærlighed. Der går 4 år inden hun formår at skrive denne bog og holde foredrag om det og komme frem i medierne om det. Det er så meget nemmere ikke at være kærlig overfor sine medmennesker. Fordi der skal to til et kærlighedsforhold. Og der skal tilgivelse til.
Der skal en evne til at se igennem hvad vi umiddelbart har at give til hinanden.
Man kan ikke forlange tilgivelse af nogen, tilgivelse er aldrig en ret, det er altid noget, der skænkes mig. En gave, og det er ikke alt, der skal tilgives, det er alene ofret, der sætter den grænse.
Men der er én der skal tage det første skridt .
Og jeg tror, at det som Jesus minder os om, denne ellers så fredelige og dejlige sommersøndag – det er, at vrede og uforsonlighed ødelægger livet. Vi har ganske enkelt ingen fremtid uden tilgivelse, både i forhold til vore nærmeste og kæreste og i forhold til Gud. Så må vi skilles.
Alt hvad Jesus siger og gør fra han ligger i en krybbe i en stald i Betlehem, til han hænger på et kors på Golgata lidt uden for Jerusalem handler om tilgivelse – om at række hånden frem til forsoning.
Jesus kunne ha siddet fredeligt og roligt i templet og bedt bønner og læst de hellige skrifter og fulgt alle moselovens regler til punkt og prikke.
Men han forlader sin fars hus og vandrer landet tyndt for at forkynde for høj og lav, at den som er uden synd jo kan kaste den første sten.
Han ser på mennesker uden fordømmelse, luderen, tolderen, den spedalske og den fremmede, farisæeren og bedsteborgeren, barnet og oldingen – han ser dem alle uden forskel, som Guds kærlige børn. – ønsker det bedste for dem – uanset hvem de er.
Han minder dem om, at kærlighed og tilgivelse altid må følges ad, de to egenskaber, er to sider af samme sag – for uden tilgivelse, har vi ingen fremtid.
Alligevel forfulgte de ham, lo ad ham, hånede ham, spottede ham, slog og piskede ham, tornekronede ham, korsfæstede ham – og da han hænger der på korset mellem to røvere, så beder han bønnen: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.
Hvis der er et menneske på jorden, der har al mulig ret til at sige: Det tilgiver jeg jer aldrig, så er det Jesus. Hvis der er et menneske, der har al mulig grund til at forbande sin bødler og dommere og forfølgere direkte ned i det dybeste helvede, så er det Jesus.
Og så beder han bønnen: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Hvis der er et menneske, der har alle mulige gode grunde til at slå hånden af de mennesker, der har svigtet og forrådt ham, også hans nærmeste disciple, så er det Jesus – og alligevel rækker han hånden frem mod dem og os.
I Jesus ser vi den Gud, der har taget det første skridt – også selv om det ikke er ham, der er den skyldige.
I Jesus ser vi den Gud, der har rakt hånden frem mod dig og mig, også selv om det ikke er ham, der har fejlet og svigtet.
Derfor handler den kristne tro heller ikke kun om at gå i kirke og bede til Gud og synge salmer – det gør det også – bestemt også, for her får vi tanket op til hverdagen og livet og sorgerne og glæderne – men den kristne tro bor i hjertet, det hjerte, som vi bærer med os, hele livet.
Den kristne tro bor, der hvor vi lever og elsker og skændes og slås – og hele tiden bliver mødt af behovet for at tilgive – række hånden frem eller modtage en fremstrakt hånd.
Her fra kirken bliver vi sendt hjem, både til dem vi elsker og til dem vi har det svært med.
Fra kirken må vi gå forsoningens og tilgivelsens vej, for det er den vej, Jesus Kristus sender os ud på – også selv om den kan være smertefuld og ribbe op i gamle konflikter.
Her i kirken er der ro og ingen pligter, der kalder på handling. Her inde kan freden sænke sig, måske så meget, at vi netop herinde kommer i tanke om noget gammelt nag – tanker og følelser, vi i dagligdagene godt kan holde væk fra livet, ved at gøre noget andet eller snakke sig væk fra det.
Det er også dét vi har kirken til – her kan alt komme frem i lyset og her kan alt også blive tilgivet. Alt.
Gud har taget det første skridt, Gud har vist retningen – det næste skridt er dit og mit.

Ordet er dig ganske nær i din mund og dit hjerte, så du kan følge det.
Tilgiv dig selv – og tilgiv de andre. Amen.

Pastor Tamira Mariann Jørgensen

Søndag den 12. juli 2015, Drejø.