Dette hellige evangelium til 4. søndag efter Trinitatis skriver evangeliet Lukas:

Jesus sagde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål, skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”

Han fortalte dem også en lignelse:

”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften!
En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?  Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje, når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” Amen.

Prædiken

Mon ikke det var med lidt smil i øjenkrogene, da Jesus fortalte det, med bjælken i ens eget øje.Vi kan måske se det for os, at der står en øjenlæge med en bjælke i øjet og tilbyder at tage en lille bitte splint ud af øjet på en anden. Det svarer vist lidt til, at man med en gevaldig brandert på, vil være formand for afholdsforeningen.

Vi ved ikke om de dengang lo ad den historie. Det tror jeg, de gjorde. For det er jo et fantastisk grotesk og overdrevent billede. Det kunne næsten være hentet fra Monty Pyton eller komme ud af munden på en nutidig stand-up komiker. Og samtidig er det alligevel et billede, som rammer plet hos de fleste af os. Så det er befriende og også lidt morsomt, fordi vi godt ved, hvad Jesus mente.

For hvem af os kender ikke til, at vi dømmer andre. At vi nogen gange elsker at finde andres fejl og mangler – og snakke løs om dem, når vi har nogen at dele det med. Og at vi, i vores søgen efter, og snak om andres fejl, bliver helt blinde for vores egne fejl og mangler. Det er jo det, der er temaet for dette evangelium og denne prædiken. - Og alligevel begyndte teksten i noget helt andet. Og det skal vi lægge mærke til. Den begynder nemlig med at Jesus siger:
Vær barmhjertige, som jeres far – altså Gud – er barmhjertig.

Men hvorfor begynder teksten der? - fordi vores tilgivelse af andre og vore rummelighed over for andre, ikke bare er noget, vi kan af os selv. Det store og dejlige ved kristendommen er, at din og min tilgivelse og rummelighed over for andre, viser sig, først og fremmest, i Guds tilgivelse og rummelighed over for os. Det begynder altså ikke med, at vi skal tilgive andre – FOR AT, vi også kan få tilgivelse. Og vi skal ikke være rummelige over for andre – FOR AT, vi også bliver vist rummelighed.

Nej, det begynder med, at vi selv er blevet vist tilgivelse og rummelighed, så vi er i stand til at elske vor næste, - som vi selv er elsket. Din og min tilgivelse af andre hænger uløseligt sammen med, at Gud har tilgivet os –alt det, vi har gjort – og stadig gør, forkert, både mod os selv, mod andre, mod naturen, mod livet – og dermed mod Gud. Og det betyder selvfølgelig ikke, at det vi har fået tilgivet, er noget, som er lige meget.

Gud er kærlighed, og kan ikke være ligeglad med os – og vores måde at opføre os over for hinanden på. At være kristen betyder ikke, at man er lidt bedre end de andre. Det betyder heller ikke, at man er immun over for lidelse eller ondskab – heller ikke den lidelse eller ondskab, man selv har forårsaget. Men det betyder, at vi har muligheden for at mærke Guds barmhjertighed – Guds ubeskrivelige kærlighed, godhed og tilgivelse. Og, dermed – langsomt måske, blive bedre til selv at tilgive, selv at se bjælken i ens eget øje – og tage den ud – før man koncentrerer sig om andres splinter. Det er vigtigt at begynde tilgivelsen af andre med, at vi selv opdager, hvor meget Gud har tilgivet os. Vi må begynde og slutte der. I Guds tilgivelse og rummelighed mod os.

Vi kan også gøre, som vi gjorde i aftes til sommerfesten på Skarø – med Helle Lykkes glade stemme og guitarspil, sang vi blandt andet ”Den gamle gartners sang”, om minderne af gartneren fra det fjerne barndomshjem, der havde sunget om at plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind – om at skabe hverdag om til fest – og lukke lys og glæde ind. Hvad med at huske at synge den – eller de mange andre gode optimistiske sange, når der, tilsyneladende, er for mange splinter i vennernes øjne – rundt omkring os. Vi kan vælge, at se, at splinterne er spejlbilleder på vores egen mangel på smil, på solskin – på lys og glæde. På øerne her er der masser af fester, som jeg prædikede om til sidste gudstjeneste her. Øboerne her har formået at skabe fester og mange muligheder for smil – og lys og glæde for og med hinanden. Det er én af de mange måder, vi minder hinanden om at plante smil og plante solskin – hvor vi kommer frem.

Gæstfriheden her, er en anden måde. Vi byder velkommen til alt og alle, i hvert fald om sommeren – og Guds frie natur her, hjælper os med at kunne være så gæstfrie. Der er nok at dele ud af her – der er altid en overflod af rummelighed – i et festligt lag, kan vi mødes med alle. Ligesom vi også kan det her i kirken – her mødes vi igen og igen – kendte og ukendte mennesker, hvor vi er fælles om at åbne os for Guds uendelige kærlighed. Den kærlighed, hvor også dem vi har mistet, hver især, lever i og kan møde os i - herinde. Gud tilgiver og rummer os. Og vi kan, som mennesker og som kristne, være til stede
i evangeliets rummelighed og tilgivelse – trøst og liv. Og det kan vi gøre, fordi det er herfra, vore liv løfter sig ud egne mangler – ud af de fordømmende tanker og snak om andre.

Musikeren Peter Bastian skrev i 1987 bestselleren med titlen ”Ind i musikken” – Han spillede fagot og klarinet i den rytmiske gruppe: Bazar, som jeg holdt meget af at lytte til i 90’erne. Jeg har også hørt ham holde foredrag – måske kan vi få ham herover også. Han er lige blevet interviewet til Kristeligt Dagblads fredagsavis. Han bliver spurgt om søndagens evangelietekst, og han siger, at hans eget livsprojekt går ud på dét han kalder ”det skabende fællesskab”, hvor mennesker kan mødes i ikke-dømmende åbenhed og skabe nyt. – jeg vil tro, at han har lært at elske det, som musiker i et band, der får musikken til at gå op i en højere enhed.

Da lykkes det – at mærke ”det skabende fællesskab” - Peter Bastian går i kirke i Løgumkloster nu, da han er gift med den nye forstander for refugiet, og han er glædeligt overvældet over det kirkeliv, der findes i og omkring den gamle klosterkirke.

Han siger i avisen: ”Jeg sidder i kirken og oplever mig som en del af en ældgammel fortælling. Jeg ser mennesker gå op til alteret for at knæle, og forstår, at dér har mennesker knælet med deres støvler, og nu deres gummisko strittende bagud, i tusind år. Det er så sårbar en situation, siger han, når man knæler dér, som et spædbarn, - på knæ, med munden klar for at modtage. Dét overhovedet at falde på knæ, er en guds gave, siger han, for det nutidige menneske. Det kan man efterhånden kun komme til at opleve under nadveren, siger han – og videre: ”Du har det henrivende med det, du bliver helt stille, og fylder næsten ingenting i dit eget åbne indre landskab, og den åbenhed er forudsætningen for det skabende fællesskab – siger han.

Gud er den gæstfrie kærlighed. Amen.