Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig:
Hvor går du hen?
Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.
Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort,
vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
Om synd: at de ikke tror på mig;
om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere;
om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.
Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Amen.                                                                                                                         Joh. 16,5-15.

Prædiken:
Søndagens evangelie tekster mellem påske og pinse er kryptiske – de er fra Johannes, den discipel, vi kun kender, som den Jesus elskede.
Johannes benævner aldrig sig selv med navn – og hele evangeliet kan læses, som om man selv er den discipel, som Jesus elskede.
Det kan anbefales – så er det hele slet ikke så kryptisk mere, da man så forstår med barnets hjerte indeni. Læst på den måde, rummer evangeliet en rigdom af visdom og af tro.
I dag hører vi fra Jesu afskedstale skærtorsdag aften – han ved hvad der skal ske med ham – men hans nærmeste forstår ham ikke.
Han ved, at de er i gode hænder, når Helligånden om kort tid vil komme over dem.
Det ved de ikke selv, men han har sået sine tros -frø i dem – så nu kan han forlade dem – også selv om de lige nu er i sorg. Fred være med jer, siger han til dem.
Kender I Selma Lagerløfs novelle, der hedder ”Kejserindens pengekiste.  
– den er også umiddelbar kryptisk – jeg har den med her – og jeg vil fortælle jer – ikke mindst dig Christian, om denne særlige kejserindes pengekiste -
Kære menighed – borgere og borgerinder – Sådan begynder historien.

Der findes her i nærheden en Kejserinde ved navn Marie Theresia – Særligt ude på landet, og jo længere man kommer ud mod havet, særligt i fiskerbyerne, lever hun inderst inde i hver eneste borger.
Ingen nulevende har mødt hende, men alle kender hende for sin visdom og for den skattekiste hun efterlod dem.
Jeg viser jer den her i dag – fordi den nu går videre til den næste generation.  
Kejserinden levede for omtrent halvandet hundrede år siden, hvor hun i sin første regeringstid tog på en rejse gennem sit land. Hun rejste igennem de store byer og fik nok af de billedsmykkede rådhuse rundt omkring, og kom så ud til kysterne, for at se havet og møde borgerne dér.

Hun så kysten, hjælpeløs og ubeskyttet, havet var gået over digerne før og kunne gøre det igen. Dæmningerne var sammensunkne og forfaldne. Hun så de fattige fiskerhuse og følte med borgerne. Den store Kejserinde sad en hel dag ude ved havet – hun lod sig fortælle om oversvømmelser og da byen brændte – Hun hørte om dåbsgæster der var druknet for at komme til dåb på naboøen – og om atl det kvæg, der var gået tabt, da havet sidst var gået over digerne.

Hele Dagen igennem sad Kejserinden og tænkte: Hvordan skal jeg hjælpe dette stakkels folk ved kysterne. Jeg kan jo ikke forbyde havet at stige og falde. Der er ingen Monark i verden så mægtig, at han kan hjælpe dette stakkels folk af med deres Nød.

Næste dag var det søndag og Kejserinden ville deltage i gudstjenesten i den kirke, som borgerne for længe siden havde bygget med egne hænder.  
Alle kystboerne var kommet derhen for at se hende. Men før gudstjenesten, gik Kejserinden omkring og lyttede til Folk. Hun spurgte til deres længsler og drømme og dermed fandt hun frem til, at disse mennesker ikke havde noget at stole på, i nødens stund.

Hun tænkte ved sig selv: ”havet er usikkert, høsten er usikker, fiskeriet og fortjenesten er usikre”.
”Ja, noget at stole på, det er dét, vi trænger til”, sagde folk til hende.
Kejseringen lyttede til nogle andre, der sagde: at selv om de havde nogle penge, så var de altid bange for, at de ikke havde nok – ”Det er altså noget uendelig stort, der behøves for at hjælpe Jer her ved havet?“ sagde Kejserinden.
„Det er det,“ sagde de, som hun talte med „der er uendelig meget at gøre her, og ingenting kan blive gjort, førend vi ved, at vi har uendelig meget at tage af.“

Kejserinden gik videre til endnu flere borgere og fandt nu frem til, at dét, der skulde hjælpe folk i den lille kystby også måtte være så godt gemt, at ingen kunne finde det, for ellers ville de komme i en frygtelig strid om det. Og så ville det jo ikke nytte noget mere.

Kejserinden sukkede og følte ikke, at hun formåede noget. Derefter gik hun til gudstjenesten, og hele tiden lå hun på sine knæ og bad, om at hun dog måtte få evne til at hjælpe dette folk, og da gudstjenesten var til ende, stod det klart for hende, at det var bedre at gøre lidt end intet.
Da alle folk var kommet ud af kirken, stillede hun sig på kirketrappen for at tale til dem.

Ingen, hverken mand eller kvinde skal nogen sinde glemme, hvordan hun så ud. Hun var skøn som en Kejserinde, og hun var klædt som en Kejserinde med krone og hermelinskåbe på og hun havde taget sceptret i hånden. Sådan huskes hun stadig, kejserinden, der for altid vil være regent, for dette folk. Hun talte til kystboerne og sagde dem sin vilje. Hun fortalte dem, hvorledes hun havde grublet over midler til at hjælpe dem. Hun sagde, at de jo nok vidste, at hun ikke kunne tvinge havet til ro eller lænkebinde stormen, at hun ikke kunde føre fiskestimerne ind under kysten eller forvandle marehalmen til byg. Men hvad hun som et stakkels menneske kunde gøre for dem, det skulde blive gjort.
De lå alle på knæ, medens hun talte. Aldrig før havde de følt et så mildt og moderligt hjerte slå for dem. Kejserinden talte således med dem om deres hårde, strenge Liv, at de helt fik tårer i øjnene over hendes medfølelse. Men nu sagde Kejserinden, at hun havde besluttet at efterlade dem sin kejserlige pengekiste med alle de skatte, den indeholdt. Det skulde være hendes gave til alle dem, der boede ved havet. Det var den eneste hjælp, hun kunde yde dem, og hun bad dem tilgive, at den var så ringe. Og hun havde selv tårer i øjnene, da hun sagde det.
Hun spurgte dem nu, om de vilde love og sværge ikke at bruge af skatten, førend nøden iblandt dem var så stor, at den ikke kunne blive større.
Og dernæst: om de vilde sværge at lade den gå i arv til deres efterkommere, hvis de ikke selv fik brug for den. Og til sidst bad hun hver enkelt borger sværge, at de ikke vilde søge at bemægtige sig skatten til sit eget brug uden først at spørge hele befolkningen.
Om de vilde sværge! Det vilde de alle.
Og de velsignede Kejserinden og græd af taknemmelighed. Og hun græd og sagde dem, at hun vidste, at dét de trængte til, var en støtte, der aldrig svigtede, og en skat, der aldrig kunde bruges op, og en uopnåelig Lykke, - men det kunde hun ikke give til dem. Hun havde aldrig været så magtesløs, som her ude ved kysterne. Uden at hun vidste det, alene i kraft af svaret på hendes bøn, var det lykkedes hende at nå langt mere, end hun havde tilsigtet, og det er derfor, man kan sige, at hun endnu den dag i dag regerer over kystbyerne. Hvilken glæde er det ikke at høre om al den velsignelse, som ved Kejserindens gave er bleven spredt over folkene ved havet.
Alle derude har nu noget at stole på, som de så hårdt trængte til, og som vi alle hårdt trænger til.
Hvor stor nøden så end er, behøver, der aldrig mere være nogen fortvivlelse.
Folket derude har fortalt mig, hvorledes Kejserindens pengekiste ser ud. Nogenlunde, som denne her – måske lidt større, men ikke ret meget. Den er en efterligning af biskoppens domkirke, og den er af purt guld, men på siderne er hele Kejserindens historie afbildet i det hvideste Alabaster. På de små sidetårne stråler de fire Diamanter, som Kejserinden en gang, brød ud af den tyrkiske sultans krone, og i gavlen står hendes navnetræk indlagt med rubiner. Maria Theresia.
Men når jeg spørger dem, om de har set skatten, svarer de, at skibbrudne sømænd, der er i livsfare, altid ser den svømme foran dem på bølgen, som et tegn på, at de ikke skal fortvivle for deres koner og børn, dersom de skulle blive nødt til at forlade dem. Men de er også de eneste, der har set Skatten indeni og har kunnet fortælle om dens størrelse; men ingen er kommet den så nær, at de kunne tælle den.
Og I ved, kære menighed, at Kejserinden aldrig fortalte nogen, hvor stor den var.
Men tvivler I på, hvor megen nytte den har gjort og gør, så vil jeg bede Jer drage ud til havet og se det med jeres egne øjne. Der har været en graven og en byggen lige siden den tid, og havet ligger nu kuet under høfder og dæmninger og gør ingen skade, og der er grønne enge og gule rapsmarker inden for digerne, og der er en blomstrende By og badested med små gæstehuse ved stranden. Men for hvert et hus, der er blevet bygget, hver en havn, der er bleven uddybet, hvert et skib, hvis køl er lagt, hver en dæmning, hver en cykelsti, der er bleven rejst, har man altid tænkt: „Hvis vore egne penge ikke skulle slå til, så får vi hjælp af vor nådige Kejserinde Marie Theresia“.
Men dette har kun været en tanke; for deres egne penge har altid slået til.
I ved også, at Kejserinden ikke sagde, hvor skatten var. Der er en, som har den i forvaring, men først når alle er bleven enige om at dele den, vil den, der passer på skatten, træde frem og åbenbare, hvor den findes. Derfor er man sikker på, at hverken nu eller i fremtiden vil den blive uretfærdigt fordelt. Den er lige for alle. Alle ved, at Kejserinden tænker lige så meget på ham og hende, som på deres Nabo. Der kan ikke blive strid og misundelse mellem folk dér, som imellem andre mennesker, for de er fælles om det allerbedste.“
Mon ikke også Kejserinden har været ved dette hav. Troens store styrke og visdom er her – ydmygheden overfor naturen er her – og glæden ved at glæde andre – er her.

”Frygt ikke, for jeg er med dig,
fortvivl ikke, for jeg er din Gud.
Jeg styrker dig og hjælper dig,
min sejrrige hånd, holder dig fast.”, sagde profeten Esajas for 3.000 år siden.
Frygt ikke, tro kun, sagde Jesus for 2.000 år siden.
Fred være med jer. Amen.

 

Drejø den 3. maj 2015
Tamira Mariann Jørgensen
Sognepræst